Tredimensionel ultralydsbilleddannelse

De grundlæggende principper for tredimensionel (3D) ultralydsbilleddannelse omfatter hovedsageligt tredimensionel geometrisk sammensætningsmetode, præstationskonturekstraktionsmetode og voxelmodelmetode. Det grundlæggende trin i 3D ultralydsbilleddannelse er at bruge en todimensionel ultralydsbilledsonde til at indsamle en række 2D-billeder i en bestemt rumlig sekvens og gemme dem i 3D-rekonstruktionsarbejdsstationen. Computeren udfører rumlig positionering på de 2D-billeder, der er indsamlet efter en bestemt regel og sammenligner billederne. Billede mellemrummet mellem tilstødende sektioner 2/12 Elementerne suppleres og udjævnes for at danne en 3D-database, som er efterbehandlingen af ​​billedet, og derefter afgrænses interesseområdet, 3D-rekonstruktion udføres gennem computeren, og rekonstrueret 3D-billede vises på computerskærmen. 3D ultralydsbilledteknologi omfatter dataindsamling, tredimensionel billedrekonstruktion og tredimensionel billedvisning. Baum og Greewood foreslog første gang konceptet med 3D ultralyd i 1961, men udviklingen var relativt langsom i de følgende 30 år. I de seneste ti år, med den kontinuerlige udvikling af computerteknologi og ultralydsbilleddannelsesteknologi, er 3D ultralydsbilleddannelsesteknologi flyttet fra den eksperimentelle forskningsfase til den kliniske anvendelsesfase [2], som kan opdeles i (1) statisk 3D: indsamling et vist antal 2D-billeder og derefter lave 3D-gruppebilleder, og derefter lave forskellige 3D-visninger, som er opdelt i 3D-organparenkym og 3D-blodkarstrømningskanaler. (2) Dynamisk